Besøg af kinesiske Jehovas Vidner

Altså, jeg har aldrig lukket Jehovas Vidner ind i mit hjem, "derhjemme", i Danmark.

Hver gang jeg så skyggen af de vandkæmmede unge mænd, i stramt jakkesæt, hvide skjorter og slips, forsøgte jeg at holde mig under radaren, eller takkede pænt nej til tilbuddet om Gud og en plads blandt de udvalgte, når Dommedag kommer.

Anders Aggers udsendelse om Jehovas Vidner i Danmark, de udvalgte og deres liv med at gøre sig klar til Dommedag og stemme dørklokker og søge at vinde fortabte sjæle i de danske hjem, gav et sjældent indblik i en gruppe mennesker med en tro, jeg har svært ved at forstå: at gøre sig klar til Dommedag. Og vide man er udvalgt, mens andre ikke er, fordi man er blandt Jehovas Vidner.

Så da min ayi forsigtigt forsøgte at få mig til at forstå, at hun var begyndt at studere biblen og gav mig en folder, forstod jeg, at det handlede om Jehovas Vidner. Hun lod mig forstå, at den bibel, HUN studerede, også blev studeret i Danmark, så blev jeg lidt nysgerrig. Hvordan er det med troen og Dommedag i Kina? Tror man overhovedet på noget i Kina? Udover kommunismen og kapitalismen. Ja, det gør man. Vera Bundgaard har i Kristeligt Dagblad skrevet om religionens trivsel i dagens Kina, Og billedet viser en stigende tendens til at tro: http://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/2014-10-09/religion-blomstrer-i-kina

Men altså, min ayi ville gerne forklare mig, hvordan denne her bibel havde hjulpet hende. Til bedre forstå andre mennesker, og til at styre sit temperament. Hun var dog også klar over, at mit kinesiske sprog rækker ikke til en samtale på kinesisk om noget så abstrakt som religion. Denne her samtale krævede en mellemmand, der talte engelsk. Så inden jeg så mig om, havde jeg åbnet døren for Jehovas vidner, i mit hjem i Beijing. De kom jo altså ikke og ringede på, som de gør i Danmark, de kom via relationer, som så meget andet sker via relationer, netværker.

Da vi sad i sofaen og snakkede over en kop the, spurgte jeg dem - hvorfor Jehovas Vidner? Hvorfor ikke katolicisme, protestantisme eller buddhisme?

Og samtidigt forsøgte jeg at forklare dem, hvordan det er at vokse op i et land, hvor du pr. automatik er medlem af en kirke, den danske folkekirke, men at mange af folkekirkens medlemmer vælger ikke at gøre aktivt brug af deres medlemsskab, undtagen til jul, barnedåb, bryllupper og begravelser. Nogle melder sig ud af folkekirken, men andre forbliver medlemmer, i en ret passiv forstand, uden aktivt at bruge kirken. Måske også fordi, at der i vores opvækst og kultur er en kristen grundtanke, som jeg i alle tilfælde ikke selv er super bevidst om, og som var svær at sætte ord på overfor mennesker, der har haft en helt anden opvækst mht. religion.
Jeg befandt mig i en situation, hvor jeg skulle sætte ord på noget, som jeg reelt set sjældent er bevidst om og taler om - den danske folkekirke og den indflydelse kirken har og har haft på min opvækst og de omgivelser jeg er vokset op i. Den historie og kulturelle basrytme der ligger i hvad vi gør og siger i Danmark. Og selvom medlemstallet for den danske folkekirke er faldende, var 78,4% af den danske befolkning med folkeregisteradresse i Danmark medlem af den danske folkekirke pr. 1.januar 2014.

Spørgsmålet om, hvorfor Jehovas Vidner blev valget og ikke en anden religion, står lidt hen i det uvisse. Deres svar var, at de havde brug for et mindre forum, hvor de kunne studere biblen og have mulighed for at stille spørgsmål, fordi der var mange ting de ikke forstod. Og de følte ikke, at de havde et sådant rum i en kirke.

Jeg forsøgte at forklare den religion jeg er vokset op med, at jeg er døbt og konfirmeret, og at mange af kirkens medlemmer i Danmark ikke benytter kirken og dens tilbud. Og jeg stillede dem flere spørgsmål, for selv at forstå forskellen. Men hver gang blev jeg mødt med et vers, der blev fundet i den bibel, de havde medbragt. Et sprog jeg ikke forstod og hvor jeg ikke fandt noget svar.

Mine spørgsmål om deres syn på blodtransfusion, sex før ægteskabet og homoseksualitet, som ikke er accepteret i Jehovas Vidner og betyder udstødelse, fik jeg heller ikke noget svar på. Jeg ved ikke om det skyldes den kinesiske indirekte kommunikation - eller om det er fordi jeg sad med to kvinder, der ikke har viden og grundlag for at sammenligne forskellige religioner.

For min skyld må du tro på hvad du vil, jeg respekterer også troen på ikke at tro på noget; og jeg har samtidigt en stor nysgerrighed og et stort behov for at forstå forskellene, og hvad der afgør dit valg. Så du træffer dit valg med åbne øjne og både ved, hvad du vælger til og vælger fra.

Men det er jo mit behov.

De ulige nummerpladers dag

Skoler og børnehaver er lukkede. De mindst forretnings- og samfundskritiske offentlige virksomheder ligger i dvale, og mere end 1100 fabrikker er erklæret i tvungen ferie tilstand den næste uge. Ekstra sikkerhedsvagter er sat ind som permanent personale på busserne, der kører i og omkring Tiananmen Pladsen. Privatbiler på vejene er reduceret med 50%, så i dag må kun private biler med et ulige sidste ciffer i nummerpladen benytte vejene i Beijing.

Det lugter af fordums storhed i Riget i Midten, hvor hovedstaden iklædte sig festdragt og stolthed og tog imod opmærksomheden fra verdens øjne, som hvilede på kejserstaden. Det lugter af tiden omkring OL i 2008. Men det er APEC, som Beijing er vært for i disse dage, der er årsag til al den ståhej.

Ingen vil risikere, at hele verden taler om metropolen i Østen, fordi forurenings-tallet og sigtbarheden gør det umuligt at gå udenfor, når nu Obama og Xi skal have topmøde her, og Beijing er centrum for en del af verdens opmærksomhed i disse dage. Derfor er der foretaget ekstra foranstaltninger for at sikre, at byen er knivskarp, luftkvaliteten er i top, og trafikken på ringvejene flyder stille og roligt og gelinde, som dengang i starten af 2008, hvor jeg ankom og vi kun kendte til ”堵车” – trafik propper og stilstand på de brede boulevarder – en sen fredag eftermiddag, hvor weekend trafikken havde sat ind, og alle skulle hjem.

Trafikforanstaltningerne, der skal hjælpe til at reducere luftforeningen, får følgeskab af kontrol af den industrielle produktion, som er en af de store syndere, når det gælder smog. Og det forventes, at omkring 30% af forueningen kan reducers pga. alle de foranstaltninger, der er foretaget. Hebei, området for Kinas største produktion af stål, et område der ligger nord for Beijing, vil lukke eller suspendere produktionen i omkring 2.386 virksomheder og forbyde arbejde på omkring 2.445 bygningspladser frem til den 12. November, hvor APEC møderne slutter i Beijing.

Det er ikke første gang, at Kina sætter så stort ind for at rense luften forud for events, der har hele verdens bevågenhed på Kina. Da Shanghai var vært for APEC i 2001, fik indbyggerne en ekstra ferie på 5 dage. Og Kinas forberedelser til OL i 2008 inkluderede bl.a.   konstruktionen af en ny terminal i Beijings lufthavn, i forsøget på at sikre glidende trafik og ren luft, holdt man biler væk fra vejene og lukkede en række fabrikker, og så ansatte man 110.000 sikkerhedsfolk  for at sikre god ro og orden. 

Og luften ER knivskarp idag, himlen ER skærende blå og luften dejlig REN. Byen smiler lidt mere, eller måske er det fordi der er knapt så mange mennesker på arbejde, i trafikken og på vejene, at der er en lillebitte følelse af ”ferie stemning” i byen. Ingen stress, en fin og glidende trafik. Det giver et lidt lavere blodtryk I byen med al for mange biler.

Og i morgen er det de lige nummerpladers dag.

Langt fra alfarvej - kvinderne bærer halvdelen af himlen - 半边天

Der er et udtryk på kinesisk ” 半边天” (ban bian tian). I min undervisningsbog referer udtrykket til, at ”kvinder kan bære halvdelen af himlen”, en metafor for kvinders styrke og deres rolle i samfundet, og givetvis også en reference til at kvinder spiller en aktiv rolle, både i hjemmet og på arbejdsmarkedet.  The projektet i det sydvestlige, fattige bjergområde tæt på Myanmar er ingen undtagelse. Også her spiller kvinder en fremtrædende rolle.

Heroppe, langt væk fra Menglian by på toppen af det hele, ankommer vi til the terrasserne og de mørke- grønne marker på bjergene, hvor sirlige rækker af mørkegrønne the-buske danner et fint mønster af terrasser på bjerget. Vi er i området for Wa og Lahu folket. De bor i bjergene, og her plukker kvinderne næsten dagligt the. Her ser du kvinder gå med med en kurv på ryggen og plukke the-blade og the-skud blandt fra 9 morgen til ca. 17 om eftermiddagen. The plukningen er kvinde arbejde.

En mor og datter plukker the sammen, deres hænder arbejde hurtigt og erfarent med at finde de nye skud og nippe dem af buskene. Et par kvinder går på skråningen, jeg ser kun et hoved med et tørklæde i ny og næ, når de kigger op eller går længere op ad bjerget til den næste række af buske. Et par børn sidder ved et træ i nærheden, oktober-ferien betyder, at de ikke skal i skole og er taget med i marken. Her leger de sammen, mens de voksne plukker the.

 

Mit øje spotter en ældre kvinde, hendes kurv med the blade på ryggen ser enorm ud, fordi hun er så lille og spinkel. På hendes jordlod har hun et lille læ-sted, hvor hun kan søge læ for vind og vejr, og samtidigt bruger stedet til at tømme sin kurv med the blade i løbet af dagen, så kurven ikke er så tung at have på ryggen.  Hendes læ-sted er blot 4-6 træpinde eller tynde pæle og et stykke blik som gør det ud for tag. Den gamle Lahu kvinde inviterer os gæstfrit indenfor og forsvinder så! Vi tænker, hun måske er genert pga. de ukendte ansigter, men snart dukker hun op igen, med en kæmpe græskarlignende agurk, som hun begynder at skære i store mundrette stykker til os. Hun forstår ikke ret meget kinesisk. Jeg spørger hvor gammel hun er. Hun ligner en gammel kvinde på 80 år - hun blot 62 år gammel, så vidt hun selv husker, siger hun og smiler.   

Vores sidste stop er hos YeYi, en 39 årig Wa kvinde, der har været med i det økologiske the projekt fra starten, i 2007.  YeYi bor i en lille Wa landsby ikke langt fra de the terasser, vi netop har besøgt.
 
YeYi forstod meget tidligt i the projektets start, hvad en merindkomst af salget af the, majs og sukkerrør kunne betyde for hendes familie, især for hendes børn. Det samme gjaldt ideen om økologi og forståelsen at gøre noget, der ville gavne naturen og dermed hendes børn, på længere sigt. Hun taler passioneret om projektet, og hvad det har betydet for hende og hendes familie, hvordan det var at være med helt fra begyndelsen, hvor der var megen skepsis og usikkerhed omkring projektet fra de andre Wa folk i hendes landsby. For hvad skulle de leve af, når de lagde en del af jorden om til økologisk the landbrug? Hvordan skulle de tjene deres penge, imens de ventede på at the buskene groede til ,og de kunne høste thebladene? Den lokale regering lovede at støtte familierne med penge og ris i de 3 år, det ville tage, før theen kunne høstes. Men efter det første år kom der ikke flere penge fra den lokale regering, blot ris, fortæller hun.

 

Hendes familie består af hendes mand, der er 15 år ældre end hende, og 2 voksne børn på 20 og 18. Manden taler kun Wa dialekt og forstår ikke kinesisk, hans arbejde er at dyrke de øvrige marker, de har. Sønnen aftjener sin værnepligt i den kinesiske hær, og datteren er rejst til Suzhou, hvor hun arbejder. 

YeYis hjem er et pælehus af træ; vi sidder udenfor på en form for veranda, der er overdækket af husets trætag, når du kommer op ad den udvendige trappe og når husets rum: 2 store rum og et par små rum udgør YeYis hjem. Det ene store rum benyttes som køkken; der er mørkt, i loftet er et hul og midt i rummet hænger en stor gryde over et åbent ildsted. Det andet store rum er stue og soveværelse; der står en stor seng op ad den ene væg, og feminine sko med hæl, YeYis sko, ligger under sengen. I et  et hjørne står et ældre, støvet fjernsyn, suppleret af en radio.

YeYis store drøm er et rigtigt hus, og det vil sige et hus af mursten, fortæller hun. Men med en årlig indtægt på omkring 20-30.000 CNY i alt, når famliens afgrøder er solgt, er det svært at rejse pengene til at bygge et hus, hvilket vil kræve omkring 70.000 CNY.

 

YeYi er en temperamentsfuld  og målrettet kvinde, hun taler med ansigtet, bekymrede rynker danner sig i hendes pande, når talen falder på penge og hendes helbred. Hun taler med stemme, ansigt og hænder, der ind imellem lægger sig på hendes ene skuldre. Ryggen gør ondt, hun er træt. Helbreddet driller, og for megen tid og for mange penge går til hospitalsbesøg for at finde ud af, hvad der er årsagen til smerterne i kroppen.

Murstenshuset synes langt væk.