søndag den 16. november 2014

Besøg af kinesiske Jehovas Vidner

Altså, jeg har aldrig lukket Jehovas Vidner ind i mit hjem, "derhjemme", i Danmark.

Hver gang jeg så skyggen af de vandkæmmede unge mænd, i stramt jakkesæt, hvide skjorter og slips, forsøgte jeg at holde mig under radaren, eller takkede pænt nej til tilbuddet om Gud og en plads blandt de udvalgte, når Dommedag kommer.

Anders Aggers udsendelse om Jehovas Vidner i Danmark, de udvalgte og deres liv med at gøre sig klar til Dommedag og stemme dørklokker og søge at vinde fortabte sjæle i de danske hjem, gav et sjældent indblik i en gruppe mennesker med en tro, jeg har svært ved at forstå: at gøre sig klar til Dommedag. Og vide man er udvalgt, mens andre ikke er, fordi man er blandt Jehovas Vidner.

Så da min ayi forsigtigt forsøgte at få mig til at forstå, at hun var begyndt at studere biblen og gav mig en folder, forstod jeg, at det handlede om Jehovas Vidner. Hun lod mig forstå, at den bibel, HUN studerede, også blev studeret i Danmark, så blev jeg lidt nysgerrig. Hvordan er det med troen og Dommedag i Kina? Tror man overhovedet på noget i Kina? Udover kommunismen og kapitalismen. Ja, det gør man. Vera Bundgaard har i Kristeligt Dagblad skrevet om religionens trivsel i dagens Kina, Og billedet viser en stigende tendens til at tro: http://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/2014-10-09/religion-blomstrer-i-kina

Men altså, min ayi ville gerne forklare mig, hvordan denne her bibel havde hjulpet hende. Til bedre forstå andre mennesker, og til at styre sit temperament. Hun var dog også klar over, at mit kinesiske sprog rækker ikke til en samtale på kinesisk om noget så abstrakt som religion. Denne her samtale krævede en mellemmand, der talte engelsk. Så inden jeg så mig om, havde jeg åbnet døren for Jehovas vidner, i mit hjem i Beijing. De kom jo altså ikke og ringede på, som de gør i Danmark, de kom via relationer, som så meget andet sker via relationer, netværker.

Da vi sad i sofaen og snakkede over en kop the, spurgte jeg dem - hvorfor Jehovas Vidner? Hvorfor ikke katolicisme, protestantisme eller buddhisme?

Og samtidigt forsøgte jeg at forklare dem, hvordan det er at vokse op i et land, hvor du pr. automatik er medlem af en kirke, den danske folkekirke, men at mange af folkekirkens medlemmer vælger ikke at gøre aktivt brug af deres medlemsskab, undtagen til jul, barnedåb, bryllupper og begravelser. Nogle melder sig ud af folkekirken, men andre forbliver medlemmer, i en ret passiv forstand, uden aktivt at bruge kirken. Måske også fordi, at der i vores opvækst og kultur er en kristen grundtanke, som jeg i alle tilfælde ikke selv er super bevidst om, og som var svær at sætte ord på overfor mennesker, der har haft en helt anden opvækst mht. religion.
Jeg befandt mig i en situation, hvor jeg skulle sætte ord på noget, som jeg reelt set sjældent er bevidst om og taler om - den danske folkekirke og den indflydelse kirken har og har haft på min opvækst og de omgivelser jeg er vokset op i. Den historie og kulturelle basrytme der ligger i hvad vi gør og siger i Danmark. Og selvom medlemstallet for den danske folkekirke er faldende, var 78,4% af den danske befolkning med folkeregisteradresse i Danmark medlem af den danske folkekirke pr. 1.januar 2014.

Spørgsmålet om, hvorfor Jehovas Vidner blev valget og ikke en anden religion, står lidt hen i det uvisse. Deres svar var, at de havde brug for et mindre forum, hvor de kunne studere biblen og have mulighed for at stille spørgsmål, fordi der var mange ting de ikke forstod. Og de følte ikke, at de havde et sådant rum i en kirke.

Jeg forsøgte at forklare den religion jeg er vokset op med, at jeg er døbt og konfirmeret, og at mange af kirkens medlemmer i Danmark ikke benytter kirken og dens tilbud. Og jeg stillede dem flere spørgsmål, for selv at forstå forskellen. Men hver gang blev jeg mødt med et vers, der blev fundet i den bibel, de havde medbragt. Et sprog jeg ikke forstod og hvor jeg ikke fandt noget svar.

Mine spørgsmål om deres syn på blodtransfusion, sex før ægteskabet og homoseksualitet, som ikke er accepteret i Jehovas Vidner og betyder udstødelse, fik jeg heller ikke noget svar på. Jeg ved ikke om det skyldes den kinesiske indirekte kommunikation - eller om det er fordi jeg sad med to kvinder, der ikke har viden og grundlag for at sammenligne forskellige religioner.

For min skyld må du tro på hvad du vil, jeg respekterer også troen på ikke at tro på noget; og jeg har samtidigt en stor nysgerrighed og et stort behov for at forstå forskellene, og hvad der afgør dit valg. Så du træffer dit valg med åbne øjne og både ved, hvad du vælger til og vælger fra.

Men det er jo mit behov.

3 kommentarer:

Unknown sagde ...

Spændende læsning.
Du har helt ret i din kommentar om nysgerrighed ifht andres opfattelser og forståelser. At Jehovas Vidner så ikke er så kendt for hverken nysgerrighed eller anerkendelse af andres forståelse er vel mest ærgerlig for dem. De går glip af gode drøftelser som i bedste fald gør begge deltagere klogere.

Glæder mig til næste blogindlæg...

Unknown sagde ...

Godt skrevet Lena...
Jehovas Vidner synes at have andre behov end jeg har ...
Glæder mig til fredag

Lena sagde ...

kære Thomas, tak for din input. Ja, du har ret, de går glip af den åbne dialog, når anerkendelse af andre ikke er det. Synd for dem.