Jeg forstår ikke, hvad hun siger. Jeg står og venter på grønt lys og ser på folk i krydset. Fodgængere, der også venter på grønt, eller venter på noget andet. Nogle kigger væk, har vendt ryggen til hendes fortvivlelse.
Nogle glor åbenlyst, mens de hvisker med personen, der står ved siden af, andre ser blot på. Og nogle kigger ned i deres mobiltelefon. Ingen gør noget, ingen tager tilløb til at spørge til hende. Om hun har brug for hjælp? Brug for at nogen bliver kontaktet? Jeg kontakter en pige, der står ved siden af mig, og spørger hende. Hun smiler usikkert, ryster på hovedet og vender siden til mig. Kigger ned i asfalten.
Det bliver grønt. Jeg går ud i krydset; da jeg passerer hende, stopper jeg op og spørger hende, om hun har brug for hjælp. Hun ryster på hovedet, vifter med hænderne. Og græder hjerteskærende videre.
Jeg går tøvende over på den anden side af vejen. Jeg stopper op, er i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Hendes følelse af fortvivlelse hænger tykt over lystkrydset, som om vi kun ser hende, og ikke mængden af biler, der passerer i krydset. Som om vi kun hører hendes gråd, og ikke lydtæppet af eftermiddagstrafik.
Jeg gør ikke mere.
Oplevelsen sidder i mig endnu, når jeg tænker på situationen. Kunne jeg gjort noget andet eller mere for at hjælpe hende? Jeg får en bitter smag i munden.
