2018: Som at bestige et bjerg

Så er der kun ganske få timer tilbage af 2018, et år med både op- og nedkørsler rinder snart ud. Året startede med, at jeg forlod Danmark, mæt af jul & nytår - for at rejse østpå, næsten lige lukt ind i det kinesisk nytår, der faldt godt en måned ind i 2018.

Jeg startede med et stop-over i Hong Kong. Her blev det kinesiske nytår blev skudt ind med grundig rengøring inden den store aften, og affyring af godt med krudt foran hjem og butikker for at mane ånder og dårlig karma væk, så det kommende år kunne mødes, både rent og med fri adgang til succes, godt helbred, og lykke på alle livets områder. Pia og jeg fløj videre til Bali et par dage senere. Et dejligt gensyn med den smukke ø, jeg besøgte i 2004 og et glædelig gensyn med en god ven, der har bosat sig i de smukke omgivelser.  På Bali gik dagene med ”ingenting”, gåture i rismarker, kaffe pit stops på små cafeer, lange snakke i solnedgangen ved poolen, og små afstikkere for at gense området omkring Ubud. Men det var mest af alt – og bedst af alt – afslapning, ingen planer, fred og ro. Selv en af øens vulkaner, der tronede i horisonten af Ubud og havde rørt på sig tidligere på sæsonen, forholdt sig i ro.

Tilbage i Beijing gik året for alvor i gang, med spændende arbejdsopgaver både i Beijing og Shanghai og den gode hverdag i en by, hvor du sjældent planlægger særligt langt ud i fremtiden. 2018 blev også året, hvor jeg startede på en uddannelse med at blive certificeret som coach. I marts startede jeg på den første del af uddannelsen i Beijing, som kulminerede i juli.  Herefter startede så den anden del, hvis man stadig ville have en certificering.

Jeg tænkte: hvad kan vi lære mere end det, vi allerede HAR lært, gennem de 5 gange 3 fulde dages program, vi havde været igennem? Og som havde givet rigtigt meget på min læringskurve???? ”Certificeringsdelen er som at bestige et bjerg”, sagde Joni Mar, vores lærer på det 5. og sidste modul i juli. ”Det er som en maraton eller som en bjergbestigning. Og det eneste jeg kan sige er, at I ender ud med at synes, I har gennemgået en fantastisk udvikling, at I har besteget et bjerg.” Ok, tænkte jeg, men er det mon nødvendigt? Nu er der jo rigtigt meget i livet, der ikke er nødvendigt, men alligevel ender med at være en fantastisk oplevelse. Så jeg lyttede til min mavefornemmelse og meldte mig til at bestige bjerget med start i september. Og hun har ret, Joni Mar: en uhyre udfordrende og spændende rejse startede. Den ender på toppen af bjerget engang i april 2019, når mine eksaminer er vel overstået. 

I stort set alle de 10 år jeg har boet i Kina og har været hjemme i Danmark på besøg, har jeg hver gang tænkt, når jeg sagde farvel til min mormor i Kolding – er det mon sidste gang? Da jeg tog springet til Beijing i 2008, var hun allerede en gammel dame på 89 år. Og hver gang skulle det vise sig, at jeg fik endnu et gensyn. I maj i år tog jeg en hurtig tur til Kolding, for mormor var blevet 99 år den 12. maj, og det ville jeg fejre med hende. 

For hver gang jeg så hende med 4-6 måneders mellemrum, så jeg, at hun blev ældre, var mere træt og havde mindre appetit. Ikke kun på maden, men også på livet. Så de 99 år skulle fejres. De dage i maj skulle vise sig at være sidste gang jeg sad med hende og drak en kop kaffe og snakkede om livet. Den 13. juli lukkede hun sine øjne og forlod os. Det var årets store nedtur. Vi skal alle dø, hun var meget gammel, og det var godt at hun fik lov at dø på den måde det skete, mens hun sov, i sit eget hjem, omgivet af kærlighed. Alligevel efterlader hun en sorg og et stort savn. Der er ikke flere besøg hos hende, ikke flere kopper kaffe, og ikke flere spørgsmål om hendes liv, jeg kan få svar på. En væsentlig del af mit liv og især min barndom, som især hun var omdrejningspunkt for, er slut. Og mens Danmark svedte i det, der skulle vise sig at blive en meget lang og meget varm sommer, afsluttede vi mormors liv med det hun efterlod sig, bisatte hende, ryddede op i hendes hjem - og sørgede. 

Sommeren 2019. Ingen grund til at rejse sydpå, for Danmark var varme, sol, badetemperaturer, som selv de mest kuldskære tåler, gule, afsvedne græsplæner, afbrændingsforbud og endeløse koldskålsdage. En fantastisk sommer, der bare fortsatte og fortsatte og fortsatte. Jeg nød dage på det smukke Fanø, hvor også stranden og havet synes lige så uendelig som sommeren. Og hvor dagenes rutiner blev lagt som i syden, hvor ingen laver noget midt på dagen pga. varmen. De fine mosebøllebær var lidt små pga. for meget varme og for lidt vand, og grillen kunne ikke tages i brug pga. afbrændingsforbud. Men at sidde ude og nyde Fanøs smukke natur og sommerens varme, fik nærmest et hvilket som helst måltid til at smage fantastisk.

Nogle steder kindkysser man. Andre steder krammer man hinanden. Og andre steder igen hilser man med et venligt nik, eller et håndtryk. Da jeg var barn, gav vi høfligt hånd i en del af min familie. Egentligt meget formelt. Siden kom hjertevarme mennesker ind i min familie, og de indførte krammet. Det hjertevarme, glade kram. Den formelle del af familien skulle måske lige vænne sig til al den hjertelighed, men endte med at gøre det til ”vores måde at sige dav og farvel” på. Nu har folkevalgte politikere i Danmark brugt tid og skatte kroner på at indføre en lov om, at du skal give hånd for at få dit statsborgerskab her. De samme politikere mener også, at man ikke må dække sit ansigt til. Hverken med fullface styrthjelm, julemandsskæg eller med niqab. Og du skal afholde dig fra at dygtiggøre dig internationalt, med mindre, du bliver inden for EU og EØS. For vover du dig for alvor ud i det store internationale farvand, så mister du retten til dagpenge i Danmark, hvis du skulle få brug for den ret i en periode. Jeg sidder uden for og betragter forundret de danske politikere, og det de bruger deres tid og vores skatte kroner på. Ministeriet for gakkede gangarter forekommer pludseligt ikke at være så løjerligt…

Mens sensommeren fortsatte med sol og varme i Kina, og vi nød varme eftermiddage og aftener på udendørs tagterrasser med udsigt til det gamle historiske Trommetårn i Beijing langt ind i september og oktober, pakkede jeg kufferten for at tage en kort afstikker til Super, Shiny Singapore. Det blev et dejligt gensyn med min gamle veninde Helle, som rejste fra Danmark og en anden veninde, Charlotte, som bosatte sig i den lille stat for mere end 15 år siden. Og mens Charlotte gik på arbejde og passede sin dagligdag i Singapore og tilsluttede sig os, når hun kunne, så vendte Helle og jeg hver en meter Down Town Singapore, til fods i den sikre by og stat, hvor du til alle tider kan få en taxa, ingen ryger på gaden eller overvejer at stjæle dine ejendele, og livet i det hele taget er så sikkert, at Charlotte ville turde lade sin søn på 14 år gå ud i nattelivet alene, hvis han gad ;-).

Hvert år i Kina byder på nye venner, nye bekendtskaber. Livet i det internationale er omskifteligt, uforudsigeligt og aldrig kedeligt. Og derfor byder hvert år også på afsked med venner og bekendte, der forlader Beijing eller Shanghai - enten af private eller professionelle grunde - for at rejse videre. Eller hjem. Det er et vilkår, at dynamikken også slår rødder i min omgangskreds. Folk kommer og går. En ting, der måske nærmest aldrig eller sjældent sker for mange i Danmark, hvor har en fast vennekreds, når vi bliver voksne. Som sjældent forandrer sig særligt meget. Det er anderledes, igen i år forlader venner Beijing for at søge eventyret nye steder. Og nye venner er kommet til.

Endnu et spændende år arbejdsmæssigt er ved at rinde ud. Året bød på udfordrende workshops i Grundfos, hvor vi bla. Arbejdede med kunsten at stille spørgsmål og konflikthåndtering. Nye spændende opgaver er kommet til via NetExpat, hvor jeg hjælper internationale ledere i Fortune 500 virksomheder som Airbus og Roche med at navigere i den kinesiske kultur og skabe resultater. Mit arbejde i DCCC, det Danske Handelskammers bestyrelse i Beijing, har i 2018 budt på masser af spændende opgaver, hvor vi hele tiden søger at hjælpe vores danske medlemsvirksomheder i Kina med vækste deres forretninger på et marked, der er i enorm bevægelse og en udfordring politisk og kulturelt. Og hos SDC, Sino-Danish Center, det kinesisk-danske universitetssamarbejde i Beijing, hvor jeg er ekstern censor på Innovation Management, møder jeg igen og igen både danske og kinesiske studerende med masser af gå-på mod, ideer og vilje til at tage livtag med en fremtid i et marked, der er uforudsigeligt, hvor målet hele tiden flytter sig, og konkurrencen er langt mere aggressiv end vi kan forestille os.

Jeg er taknemmelig for hvert et nyt bekendtskab, der krydser min vej. Hvert menneske, jeg lærer at kende. At komme fra et liv, hvor ens venskabskreds nærmest er ”færdigskabt” og mejslet i sten, når du er ung, er det fantastisk at være i et sted og i en situation, hvor du igen og igen møder nye mennesker fra andre kulturer og med andre baggrunde end den, jeg kender fra Danmark. 

Og jeg er så taknemmelig og glad hver gang jeg er hjemme i Danmark og har mulighed for at møde familie og venner og følge jeres liv. Selvom det fedt med alle de nye mennesker, jeg lærer at kende, er der noget særligt over mennesker og venskaber, som trækker lange spor i mit liv. Fælles barndom, fælles ungdom, fælles ejendom, fælles studie, eller fælles arbejdsplads, hvor vi har fulgt hinandens liv i – ja 30 år eller længere. Livsvidner og livsvenner, I er i mine tanker alle sammen, og jeg føler mig så privilegeret over at kende jer og stadig kunne følge jer og mødes med jer, når lejligheden er der. Tak for jeres tålmodighed og gæstfrihed, når jeg kigger forbi. 

Vi er næsten i mål med det gamle år 2018. Juleanden er spist, juletræet skal snart plyndres, og juledekorationerne er næsten brændt ned. Mit 10. år i det eventyrlige Kina rinder ud og nye eventyr venter i 2019. Oplevelsen er stadig provokerende, hæsblæsende og lærerigt. Og det er fortsat forunderligt og tankevækkende at kigge udefra og ind på mit hjemland - og på resten af verden - med det lange blik fra østen.  

”Livet er vidunderligt, fordi man kan bruge det til lige det, man drømmer om, og hver morgen er en stor, dejlig oplevelse.” Disse kloge ord er Troels Kløvedals. Hans ord bør efterleves på allerbedste vis. Det er mit håb, mit ønske, og min plan for 2019.