Det var en lørdag formiddag i hutongen nær Østporten til den Forbudte By.
Jeg kunne mærke, det trak op til, at noget skulle ske i min gårdhave. Solen skinnede, stole blev sat ud i gården på fine små rækker.
Det var tid til et familiefoto.
I to af husene i gården bor 2, nogle gange 4 generationer af den samme familie. Det ældste ægtepar på 87 og 80 bor i det ene hus, og søn og svigerdatter bor i et andet. Ind i mellem kommer barnebarnet og hendes mand på besøg med deres søn, det ældeste pars oldebarn, en lille dreng på godt 100 dage.
Denne dag kom flere mennesker til, søstre til de ældste, deres mænd, yngre niecer og deres kærester. Alle i fint tøj. Da fotografen var kommet, var det tid at tage plads. Den ældste på 87 blev kørt ud i solen i sin rullestol og blev flyttet over på en stol i familiegruppen. Hans hår blev nænsomt glattet, hans kone sad ved siden af og rettede kærligt på hans skjorteflip. Bag dem stod den yngre generation og rettede lidt på deres tøj og hår i glad forventning.
Så meget historie sad der i gården denne dag:
Mennesker der har oplevet Kina helt tilbage i 30'erne og 40'erne og ikke mindst Mao's ledelse frem til hans død i 1976. Mennesker, der vel knapt forstår hvad der sker med Kina i disse år. Og mennesker, der nærmest er født og vokset op med mobil telefoner, wireless og iPads og vel næppe kan forstå, hvad Kina har gennemlevet i deres bedsteforældres tid.
