tirsdag den 14. november 2017

Rotter på loftet? Mus på Tiananmen Pladsen?


Det var søndag, ved stoppestedet for bus nr. 2. Lige udenfor metrostationen ved Tiananmen Øst.

Jeg stod i kø ved busstoppestedet og nød solen, der varmede, i den kolde november luft og den blå himmel over pladsen, mens jeg ventede på at bus nr. 2 skulle dukke op.  


Der var en del trafik af mennesker; voksne, der kom og gik, ledte efter deres busstoppe-sted, stod og hoppede for at holde varmen. Børn der spiste deres tanghulu, eller løb rundt for at slå tiden ihjel, inden de skulle videre. Vi stod 10 mennesker i en sirlig række. 

Ud af det ene øje så jeg det.


Noget bevægede sig ved foden af et af de træer, der står plantet på række langs med Chang An Jie, hvor busserne holder ind. Det træ, der står lige ved stoppestedet for bus nr. 2.

Inden jeg så, hvad det var, havde min hjerne allerede besluttet, at det var en gråspurv, der hoppede rundt for at finde et par krummer. Men gråspurven hoppede ikke, den løb. Og den havde en lang hale. Det næste min hjerne så besluttede, var, at det var en mus.

Jeg så et gråt lille dyr, med en lang hale. Den pilede frem og tilbage mellem benene på den forreste del af buskøen. Ingen andre end jeg kiggede ned og så den. Et splitsekund senere tænkte jeg, at det var måske var en lidt halvstor mus. Nu har jeg ikke set ret mange mus, og det er længe siden jeg så én sidst. Og det var vistnok en markmus. Den her mus var lidt større... Så min hjerne begyndte at overveje, om det mon var en rotte jeg havde set...? En rotte på Tiananmen Pladsen, lige midt i myldretiden ved busserne?

Jeg kiggede igen. Den var væk.

Var det en rotte? Den var ikke så stor. Plejer rotter ikke at være større?

Anyway. Der er rottelignende mus på Tiananmen Pladsen. Eller muselignende rotter. 

Jeg så det selv.



Ingen kommentarer: