Det er lørdag og det er koldt. Det nytter ikke at pive og blive I sengen. Dagen tilbringes i den dejlige Nanluguoxiang på min gamle stamcafe, men der er også pissekoldt.Der er mange gode ting at sige om central styring af et land. En af bagsiderne er, at der helt fra centralt hold lukkes for varmen omkring den 17. Marts. Ligegyldigt om det er koldt eller om foråret er på vej. Så selvom graderne i dag står på 6 er der ikke noget at gøre for varmen andet end at drikke varm kaffe. Efter at have frosset begge balder af i cafeen tager jeg en rask tur til Lama templet. Det vækker små minder om det skønne Tibet, tænker jeg, men altså, alle turistbutikkerne omkring Yonghegong ejes og styres af kinesere, der pakker den smukke tibetanske kultur ind i plastic og glimmer. Og du finder jo ikke et eneste billede af den eneste sandfærdige 14. Dalai Lama her – det er kinesernes Panchen Lama der afbilledes. Og ingen af de små kinesere i butikker hilser dig med andet end dollars i øjnene, kun i den allersidste butik hilser en dame mig velkommen på tibetansk vis, og da jeg betaler for min bønnekæde, samler hun hænderne til hilsen og ønsker mig good luck in life.
Jeg får måske brug for det tænker jeg, men det er da overskud i største kaliber, jeg har købt en sølle armbånd til 15 spir og får den i en lille gavepose med den smukke hilsen. Det får kulden i kroppen til at vige for en varme og jeg tramper glad og fro hjem på hotellet for at hvile ud.
Uge 1 i Beijing er ved at løbe ud, og jeg er gået fra Lost in translation til en utrolig ro i sindet og en bekræftelse på, at mennesker grundlæggende vil hinanden det godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar