I dag er det en uge siden jorskælvet i Wenchuan i Sichuan provinsen. Kl. 14.28 idag stod alt pludseligt stille i en by med mere end 15 millioner indbyggere.
Og der var en larm. Af sirener og tudende bilhorn - i sorg og sympati for de døde, deres pårørende - og alle dem der er berørt af jorskælvet, enten ved at være kommet tilskade og have mistet deres hjem, deres kære.
Li Laoshi, vores søde lille lærer, så pludseligt meget alvorlig ud, da timen startede. Hun er et lille, kraftfuldt og levende menneske. Selvom hun kun er omkring 1,45 i højden, så fylder hun rummet i fin stil som en anden skuespiller. Med smil, kropssprog, sjove pointer og et smukt syngende kinesisk når hun fint sit publikum på bageste række i sin undervisning.
Men idag var der alvor i ansigtiget, da hun på sit meget ubehjælpsomme engelsk forklarede os, at idag og de næste 3 dage, til den 21. maj - er der sorg i Kina.
Sorg over de mange tusinde mennesker der er døde, og sorg over de endnu flere der er sårede eller berørt af ulykken. Sorg over at så mange børn og studerende e døde, fordi jordskælvet skete på det værst tænkelige tidspunkt på dagen.
Det er svært for et menneske at forklare en så stor ulykke på et sprog der absolut ikke er hendes modersmål. Et menneske, der på sit engelske får "God" til at lyde som "guld" (jeg sad længe og spekulerede på hvad hun talte om, kirken er da ikke et sted, hvor vi lærer om GULD???? eller er det sådan kineserne ser på Pave Benedict i Rom, for der kan jo selvfølgelig være noget om snakken....)
Men hendes ord om jordskælvet berørte mig helt ind i det inderste af hjertekammeret og gjorde så ondt at det næsten sprængte. Alle kinesere er berørte af det der er sket, og alle føler med dem der er ramt. Her er ingen forskel, det skulle da lige være, at man helt frivilligt donerer penge, blod og tøj - uden et større indsamlingsshow på national TV.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar