søndag den 13. februar 2011

Invaderet af kaniner som på Fanø - velkommen til Kaninens År

De der har været på Fanø vil vide, at øen ikke kun er beboet af turister, kunstnere og fastboende jyder, men også af kaniner. På tidlige sommermorgener og -aftener kommer kaninerne frem fra deres huller, og landskabet kan være næsten overbefolket af kaniner med den karakteristiske hvide snip på bagen, undersiden af deres halestump, som hopper op og ned, mens de afsøger marker og sommehusområder for føde.

I Kina er det Kinesiske Nytår netop veloverstået, og vi er nu i Kaninens År.
Den kinesiske astrologi er funderet i det kinesiske horoskop (Chinese Zodiac), der består af 12 dyretegn, der hvert år ved kinesisk nytår skifter dyretegn, og vi er netop gået fra Tigerens År til Kaninens År. Derfor er der særligt mange kaniner Beijings gadebillede i disse dage:

Kaniner - levende - til salg i dyrehandler, for dem der vil have et levende kæledyr med sig hjem. Dyreværnsorganisationer er så bekymrede for, hvad der sker med de små dyr, når de kinesiske familier bliver trætte af kæledyret, eller når Kaninens År-effekten fortager sig.
Kaniner på menuen på flere restauranter for dem, der der synes at kanin skal spises. Kaniner i det klassiske nytårspynt, som du ser overalt i bybilledet og på døre og vinduer i kinesiske hjem.

I en kultur, hvor tøjdyr har en særlig status hos kvinder (i alle aldre), sælges der lige nu særligt mange tøjkaniner; og det hvad enten du er en lille pige på 5 år, en teenager på 14 år eller en fuldvoksen kvinde på 26 år.

Overalt i Beijing, lige fra storcentre i byens attraktive shopping kvarterer, til mindre gader omkring bl.a. Trommetårnet, finder du butikker og boder, der sælger tøjdyr og krammedyr til piger i alle aldre: Kaniner som pyntepuder til sofa og seng, kaniner som kramme-tøjdyr, kanin tøjdyr som vedhæng til skoletasker, rygsække og toptunede dametasker, kanin tøjdyr som vedhæng til mobiltelefoner. Eller huer formet som kaniner, eller hvad med punge og penalhuse formet som kaniner?

Med den enorme kærlighed til tøjdyr undrer det mig, at Build-a-Bear koncernen endnu ikke har etableret en workshop i hvert eneste storcenter i Beijing og de øvrige "Tier one" byer i Riget i Midten...?

Velkommen til Kaninens År!

Ingen kommentarer: