Forandringers foranderlighed

Jeg er tilbage i Suzhou. Tilbringer lørdagen i og omkring Ping Jiang Lu, i den gamle bydel i Suzhou, hvor de smukke, berømte haver ligger. Et sted der stemningsmæssigt minder om hutongerne i Beijing: en lille tidslomme, hvor du kunne få et kig ind i (eller få en lille forestilling om), hvordan livet var engang, og for nogle stadig leves. For nogen. Dem der bor i gamle etplans- eller toplans-huse – uden 29 etager, uden elevator, uden hyper moderne aircondition, uden bil, garage, men med kig til kanalen, og med den som vaskemaskine og til dels transportvej. Med en sludder med naboen, som du kender og måske har kender, og hvis hverdag du følger. En hverdag, der i hastighed flyder med vandet i kanalen. Med tid til at sludre, mens vasketøj skyldes i floden.

Jeg var her første gang i 2011, var tilbage igen i 2012. I dag går jeg endnu en gang ned ad Ping Jiang Lu langs med den lille kanal i det, der for et par år siden var en lille oase: en stille brolagt, smal vej langs en kanal, hvor et par små cafeer havde fundet vej, men hvor der stadig var flere gamle te huse end butikker og cafeer. I dag er der knapt så mange te huse, men rigtigt mange butikker. Her sælges tørklæder, souvenirs, qipaos eller et eller andet spiseligt, du kan ”snacke” ,mens du traver af sted i de historiske omgivelser. Tidligere var der fred og ro, du kunne nærmest høre, at tiden næsten stod stille i sommervarmen, mens te blev hældt op musik fra en guqin lød i baggrunden. I dag er der ekspedienter, der skråler og forsøger at overdøve hinanden i at byde kunder indenfor, købe blæksprutter grillet på spyd, isvafler og marinerede hønsefødder, og der er hårdtpumpet popmusik i højtalere, der er placeret udenfor butikkerne.

Magien er væk. Det historiske kvarter er blevet en kulisse for et tivoli eller en turist attraktion, uden at der er plads til historien. Jeg ved, at jeg lyder som en sur gammel skolelærer. Og jeg ved at jeg har set det før. I Beijing. Nanluoguxiang, gaden i det gamle Beijing, der lå som en fin lang blyant snorlige med små sidegader, og det hele var ét stort område med hutonger i deres oprindelige struktur. Nanluoguxiang  beskrives af nogle stadig som et ”must see” i det gamle Beijing, men Nanluoguxiang var - for bare 8-10 år siden - en stille gade med små, selvstændige butiksfolk og cafeer. Butikker med selvstændige, designere, kunstnere. Et sted, hvor tiden stod stille og du kunne høre bladene rasle i trækronerne, når du sad på cafeens tag terrasse. I dag er gaden kulisse for en turist attraktion, det historiske Beijing, og ligner et tivoli: én lang gade med tørklædebutikker,  ekspedienter, der råber i megafoner og mikrofoner for at overbyde hinanden i at sælge yoghurt drikke, blæksprutter på spyd, vafler. Og qipaos.

Nogle vil sige, at det er tidens gang, eller en naturlig konsekvens af, at noget er populært og derfor tiltrækker endnu mere publikum, og dermed tiltrækker endnu flere forretningsfolk, der ønsker at skabe sig en forretningsmæssig succes. Og det kan synes naivt eller bagstræberisk at kritisere dét.

Men dét, der oprindeligt tiltrak, forsvinder. Og det virker ekstra voldsomt, når forandringen sker over så kort tid. 

Alt går stærkt i Kina. Og afviklingen tilstande, steder.