torsdag den 28. april 2016

Der er noget i luften...


Forestil dig tusindvis af mælkebøtter, der afblomstrer. Og de hvide fnug fra mælkebøtten hvirvler rundt i luften, som var det sne. Hvide fnug, der samler sig i "bolde" og lægger sig i små driver, hvirvler videre på fortove, i rendestenen, og indenfor, når du åbner døre og vinduer. Du får dem i øjnene eller i munden, og din sætter sig i din næse. 

Det er forår i Beijing. De her få uger, hvor det hele springer ud, alt er lysegrønt, temperaturen stiger til varmere grader. Skønt! Men forår i Beijing betyder også, at det er sæson for "forårssne", hvide fnug i luften. Ikke mælkebøtter. Dem har jeg faktisk aldrig set her. Men hvide fnug fra træer af arterne popler og hængepile. 

Det har været et årligt tilbagevendende fænomen alle mine år i Kina, men nu er det måske snart slut.
Beijing har nemlig besluttet at forbyde beplantning af kvindelige popler og hængepile de næste 5 år for at reducere mængden af de hvide fnug. Ja, så ved jeg det, de skal være kvindelige for at kaste de små fnug af sig.

I starten af 1980'erne blev der plantet masser af træer i Beijing af arterne poppel og hængepil, omkring 3 millioner styks siges det. Og dengang skelede man ikke til, om man plantede kvindelige eller mandlige træer. I en årrække var det ikke noget problem, indtil for nogle år siden, hvor de kvindelige træer nåede deres modningsperiode og smed de hvide fnug af sig hvert forår. 

Derfor er det nu slut med at plante kvindelige popler og hængepil, simpelthen for at skaffe sig af med de irriterende fnug, der hvert forår provokerer folks allergi og irriterer næser og øjne. Sådan.

http://www.chinadailyasia.com/nation/2016-04/01/content_15409698.html

Ingen kommentarer: