Ja, det må man åbenbart.
Jeg oplevede en helt ny side af kinesiske mænd i går, da jeg var en tur på Tiananmen - sammen med tusindvis af andre kinesere.
Allerede da jeg kom ud på Nanchizi Dajie kunne jeg mærke, der var noget særligt på færde. Dagen fremkaldte minder fra sidste års nationale ferie i oktober, bare i en endnu større målestok i år, hvor Kina fejrer 60-året for den Kinesiske Folkerepubliks tilblivelse. Der var stille fra gaden, da jeg kom gående fra hutongen, og jeg kunne kun se en horde af mennesker, der gik på gaden, mens de vejrede med et kinesisk papirflag i hånden. Børn og voksne havde købt klistermærker - det kinesiske flag formet som et rødt hjerte - og havde klistret hjerterne på tøjet, på kinderne, på panden. ”Guldmedaljer” i en fin rød snor hang om halsen på de fleste mennesker. En gadget i anledning af 60-året. Og der var ingen biler i gaden, der var simpelthen ikke plads, for der var en folkevandring på kørebanen - ned mod Chang’an Jie, kendt som nationens første gade,38 km lang vej, der fører dig forbi den Forbudte By og Tiananmen (den Himmelske Freds Plads).
Tiananmen Dong, min subway station, var lukket og de første bange anelser begyndte at melde sig sammen med mindet om de mange mennesker, der var her sidste år. Vi gik nu i tålmodig gåsegang, og så langt mit øje rakte, når jeg rejste mig i min fulde 179 cm højde, så jeg – mennesker. På vej mod Tiananmen.
Følelsen af klaustrofobi sneg sig ind et øjeblik, men det var for sent at vende om. Spørgsmålet var, hvordan vi kunne krydse Chang’an Jie? Normalt er der tunneler under vejen. Det var der også i dag, men pga. de enorme menneskemasser var tunnelerne blevet ensrettet for fodgænger trafik, så du enten kun kunne gå ned eller kun kunne gå op, dvs. komme fra den modsatte side af vejen. Da jeg fandt den rigtige tunnel, gik vi igen i langsom gåsegang ned ad trapper, under vejen, og i en særlig lang sløjfe, der var afmærket med snore og politivagter for simpelthen at sprede mængden af mennesker maximalt.
På vej op ad trappen sker det. En eller anden tager mig på den højre balde. Jeg tænker ”dét er da løgn” , og jeg kigger til højre bagud og ser en mand, en kineser med det vildeste stenansigt stirre ligeud og op ad trappen, totalt målrettet. Jeg taler til ham, for jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at det var en bevidst berøring, jeg mærkede. Og da han fuldstændigt ignorerer mig, ved jeg, at den er god nok: En kinesisk mand har taget på en vestlig kvinde.
Det er jo absolut ikke alarmerende eller dramatisk i 2009, og det er en ret almindelig oplevelse, hvis du befinder dig i et metro tog i Paris, Rom eller på Cairos gader. Men det er første gang, det sker for mig i Beijing. Jeg har masser af morgener og aftner stået ryg mod ryg, bryst mod bryst op ad kinesiske mænd i et tog eller i en bus, som for en dansker vil synes totalt overpakket - langt udover hvad loven og den menneskelige grænse for privatliv og blufærdighed tillader. Men i Beijing er der altid plads til en til, hvis vi rykker os sammen. Og aldrig, nogensinde har jeg oplevet ,at nogen rører ved mig. Snarere tværtimod. Det synes nærmere som om kinesere slår en lille usynlig ring af ”privatliv” omkring sig i disse situationer, selvom vi står så tæt, at du ikke engang kan liste et kreditkort ind mellem menneskemassen.
Så egentlig var det ikke selve ”befamlingen”, der overraskede mig , men det faktum at den skete under de her omstændigheder: den 3. oktober på vej op ad trappen til selveste Tiananmen - pyntet op til fest i anledning af 60 års fødselsdagen. Det bliver ikke større eller mere højtideligt for en kineser. Og der er så mange chancer i dagligdagen, hvis du skulle få lyst...
Kærlige oktoberhilsner
Lena
Ingen kommentarer:
Send en kommentar